Herning Skole-MGP på Musikskolen

Som opvarmning til Melodi Grand Prix og børnenes MGP har Herning Kommune afholdt flere arrangementer i samarbejde med byens kulturinstitutioner, og torsdag den 2. marts ruller Herning Musikskole den røde løber ud til Herning Skole-MGP.

Herning Skole-MGP er opstået gennem et samarbejde mellem Center for Børn og Læring, folkeskolerne, musikskolen og sangskriver Anders Graae. Alle elever i 4.-6. årgang i Herning Kommune haft mulighed for at deltage og indsende deres sang, som de har skrevet i fællesskab.

6 sange er nu udvalgt, og på torsdag sidder juryen, som består af skoleleder Lisbeth Morsing, foredragsholder Gitte Hornshøj, formand for DMF-Herning Jann Guldhammer og musikskoleleder Benedikte Sten Andersen,  klar ved dommerbordet.

Vinderklassen får, udover æren, efterfølgende muligheden for, sammen med sangskriver Anders Graae, at indspille vindersangen professionelt sammen med deres musiklærer.