Bandklubben er et kreativt sammenspilstilbud for 9-14-årige musikinteresserede elever i Herning Kommune. Det er en klub, hvor alle - uanset musikalsk niveau - kan skabe musik og udvikle sammenhold og spilleglæde i fællesskab med andre ligesindede.
I Bandklubben mødes bandet en gang om ugen for at skabe ny musik sammen. Udover det ugentlige skema skal bandsene spille koncerter både på skolen og til andre begivenheder i byen. Bandklubben arrangerer også forskellige fællesarrangementer med et socialt fokus, og hver sæson slutter med lyd-/videoindspilninger af bandsenes musik.
Bandklubben foregår i en række nyindrettede lokaler på Herning Musikskole, som er udstyret med alt det nødvendige udstyr og instrumenter, som eleverne er velkomne til at bruge. Det er selvfølgelig også oplagt at medbringe sin egen guitar, bas, mikrofon e.l., hvis man ejer det. Blæsere skal altid medbringe eget instrument.
Bandklubben har desuden en afdeling på Engbjergskolen og Lind Skole, hvor skolernes musiklokaler bliver til et ægte Bandklubben-øvelokale en gang om ugen.
Undervisningen varetages af de tre banddoktorer Thomas Andersen, Randi Bjerg og Thomas Jensen, der på skift tilknyttes bandsene. En banddoktor er til for at hjælpe bandet i gang med musikken og til at vejlede og støtte igennem udfordringer. Banddoktoren kan også give musikalske idéer og rammer, men det er i sidste ende ikke banddoktoren, der bestemmer, hvordan musikken skal lyde - det overlader vi trygt til eleverne.
Se lidt mere i vores introvideo: